Extra bladet escort karen naomi

extra bladet escort karen naomi

AIDA ESCORT SEX SYDSJÆLLAND

ÆLDRE KVINDER SEX SMUKKE DAMER UDEN TØJ

: Extra bladet escort karen naomi

Extra bladet escort karen naomi Da løberen var færdig, holdt læreren den op foran hele klassen: Lignende historier kan man i dag høre overalt i udviklingslande, hvor uforudsete hændelser som tao tantra massage jylland massage escort odense og krig stadig kan sende selv de mest hårdtarbejdende ned til tælling. Med hænderne dybt begravet i et fad med smør fra sheanødder — hvis virkelige værdi omtales senere s. Lars købte spritny støvsuger i Netto: På Abugris kontor føjer vi den tredje dimension til forudsætningerne for udvikling: En måned senere anklagede Amnesty International både Marokkos og Spaniens regeringer for at krænke både deres egne love og internationale konventioner.
SØNDERBORG ESCORT DANSKE PORNOPIGER 922
Bror knepper søster erotiske film for kvinder 352
SLAGELSE ESCORT LEDBISK SEX 503

Et udvalg af Asger Jorn's samlinger. Selected works from the Asger Jorn collection. Femten eventyr af H. Krigeren fra Føvling - en beretning om Mads Christian Olsen, der faldt i krigen og er begravet på Bjerning kirkegård mellem Christiansfeld og Haderslev.

Bøger og forlag i Danmark i år - - - Den Danske forlæggerforenings års jubilæumsud. Årbog for arbejderbevægelsens historie Tema Fagbevægelsen efter - Signalement af et opbrud.

Dansk skoleforening for Sydslesvig. Beretning over skoleforeningens virksomhed i skoleåret Archaeological conservation and its consequences: Websters third new international dictionary of the english language unabridged: Læsningens Glæde - 69 Kulturpersonligheder fortæller om Bøger i deres Tilværelse , bind 2 separat.

Munkeliv i Løgum Kloster med fotografier af Gérard Franceschi udgivet i året for klosterets grundlæggelse. Nikolai Laurentius Feilbergs levnedsløb og kredsen om ham - præst i Vestjylland og i Ullerup på Sundeved Maria Madsen - - Uld og handelsblod - de tre Krøjgaard-brødre Niels, Jens og Poul der skabte myte og Herning-historie. Spydspidsen - en bog til Dansk Metalarbejderforbunds medlemmer i anledning af at deres forbund fylder år.

Polyteknisk undervisning og forskning i det Smagen af en anden verden - en bog samlet af fire bøger: Hinsides fødsel og død, Perfekte spørgsmål - perfekte svar, Yoga perfektionen, Nektariske instruktioner.

En mælkemands erindringer - fra det mørklagte København under besættelsen til og tiden der fulgte. Rune Sundien, Steffan Herrik. Et Capitel af Damecathecismussen: Kjerlighed i Vildmosen I: Kjerlighed i Vildmosen II. Mindeblade om Søren Gyldendal. Dokumenter og billeder til belysning af hans liv fra fattig skoleholdersøn i Giver til den i hele Norden højt agtede st. Jannik Bojsen-Møller - og jævnt om alt det høje - 25 udvalgte prædikener i Holstebro Valgmenighed.

Et uddrag af Viborg Stiftsbogtrykkeri tohundredårige historie samt beretning om bogtrykkerier i Viborg fra reformationstiden indtil De gjorde verden større. Beretningen om de store pionerer - forskere, opfindere, tænkere og opdagelsesrejsende Bind 1 Tiden, Jorden og oceanerne. Også håndbøger kan have historie - ja, endog forhistorie - træk af Politiken's bogudgiver-virksomhed, samlet ved forlagets års jubilæum 1.

København før og nu - og aldrig. En billedkavalkade om København inden for voldene og søerne. Bykort, prospekter og byens historie. Gammelholm og Frederiksholm Af Steffen Linvald. Strøget og Gammel Strand. Vestervold falder Af Casper Jørgensen. Currents of death - Power lines, computer terminals, and the attempt to cover up their threat to your health. The art collection of Ambassador and Mrs. United States Residence, Copenhagen, Denmark.

Af glædens og forargelsens historie. Fra den græske oldtid til den franske revolution. Bidrag til belysning af egnens forhold i fortid og nutid. Fra den franske revolution til i dag. Moderne malerier tegninger skulpturer grafik m. Tilhørende forskellige boer og rekvirenter. Vort lands dyreliv skildret af danske zoologer. Første bind Pattedyr, fugle, krybdyr, padder.

Fisk, Hvirvelløse dyr, urdyr. Videreudvikle et åbent, regelret, forudsigeligt ikke-diskriminerende handels- og finansielt system. Omfatter en forpligtelse til god regeringsførelse, udvikling og fattigdomsreduktion — både nationalt og internationalt.

Tage hensyn til de særlige behov hos de mindst udviklede lande. Omfatter toldfrihed og kvotefri adgang for de mindst udviklede lande, forbedrede programmer for gældsatte lande, afskrivning af officiel bilateral gæld og øget statslig finansieret udviklingsbistand til lande, som forpligter sig til at reducere fattigdom.

Tage hensyn til de særlige behov hos små udviklingslande uden adgang til havet og hos små udviklingslande, som er øer. Omfattende behandling af udviklingslandenes gældsproblemer gennem nationale og internationale mål for at gøre gæld holdbar på langt sigt. I en ghanesisk landsby møder vi en høvding, hvis far havde 22 koner og 65 børn.

Selv har han nøjedes med seks børn med én kone. Han har til gengæld haft overskud til at hente en ph. Men hvordan sikrer han og verden, at resten af den globale landsby tager blot en brøkdel af dette spring fremefter før ?

Høvding John Nabila behøver kun sit letforståelige kropssprog for at introducere sig selv, da vi ruller op foran hans bolig i landsbyen Kpasenkpe. Hans imponerende fysik, indpakket i en vildtvoksende kjortel, er rigeligt til at besætte det meste af den topersoners. De samme tjeneres knælende tiltale af chefen udraderer enhver rest af tvivl om mandens magt over Kpasenkpe og omliggende landsbyer. To gange om ugen er han dommer ved sin egen domstol, der behandler alt andet end blodig kriminalitet.

I samarbejde med en kyndig i traditionel religion afgør han den bedste tid for forårssåningen. Og dagen efter vores ankomst vil han i guldbesatte sandaler skride gennem landsbyen under en parasol, som han ikke selv skal spilde kræfter på at bære. Men Nabilas fotokopierede CV fortæller, at hans trods sine rødder i et af Ghanas mindst udviklede landdistrikter også har et andet liv.

Som professor i geografi på universitetet i hovedstaden Accra underviser han studerende, der behandler ham med noget mindre respekt. Nogle uger vil man finde Nabila på en stille villavej med farve-tv og rindende vand i Accras universitetskvarter. I andre uger møder en snes af Nabilas underhøvdinge hver dag op for at hilse ham godmorgen i den lave firlængede bygning i Kpasenkpe, der lokalt omtales som »The Palace«. Begrebet den globale landsby blev opfundet af forfatteren Marshall McLuhan i Han beskrev, hvordan massemedier har gjort verden til én stor landsby, hvor alle i princippet kan vide alt om alle.

Siden er udtrykkets betydning udvidet. Det bruges også til at minde om, at alle klodens indbyggere er afhængige af det samme miljø — og at problemer med fattigdom i u-landene også kan få konsekvenser for den rige verden. Fra sin lænestol diskuterer Nabila dagens udfordringer med gæsterne på gulvet.

Indimellem når de også det større håb: At høvdingen kan bringe det bedste fra den moderne verden i hovedstaden til undersåtterne i Kpasenkpe.

Udvikling, med andre ord. Det store spring fremefter, som alle drømmer om — og som verdens ledere i lovede hinanden at gennemføre med de såkaldte Mål. Løfter om udvikling var grunden til, at Nabila efter faderens død i slog en stribe rivaler i opløbet og blev udpeget som høvding af Mamprusi-stammens konge, Nayiri. Blandt Nabilas fortrin var hans Ph. Og mine kontakter har været med til at bringe udvikling,« forklarer Nabila.

Som det vil fremgå senere, er det at have forbindelser et afgørende element i forståelsen af Afrikas udvikling s. Nabilas far sørgede for Kpasenkpes første skridt fremefter på et tidspunkt, hvor udvikling var defineret som noget, man vred ud af kirken og bistandsorganisationerne. Og kirken skaffede os World Vision s. World Vision er en kristen — indimellem missionerende — amerikansk bistandsorganisation, der i Kpasenkpe blandt andet byggede skolen, lavede vandboringer og opsatte toiletter.

Det har bragt landsbyen nogle vigtige skridt mod Målenes visioner om skolegang og rent drikkevand for alle. På klinikken i Kpasenkpes. Kampen mod sygdomme som malaria, aids og tuberkulose og forsøget på at nedbringe antallet af dødsfald blandt børn og mødre, der dør i forbindelse med graviditet og fødsel. Men Kpasenkpe har måttet lære på den ind imellem dødelige måde, hvad alverdens udviklingsorganisationer og forskere også er nået frem til: Infrastruktur som skolebygninger, vandpumper og klinikker er kun én af forudsætningerne for udvikling.

Som høvding og professor i geografi skræver John Nabila over kløften mellem det traditionelle og det moderne Ghana. I Kpasenkpes grundskole har inspektøren Tinyaligya Ndima Nelson haft stor succes med at fylde de to lange, gulmalede byg ninger til bristepunktet ved hjælp af ganske simple midler. Den katolske kirke betaler for frokost til børnene. Og det er lykkedes at lokke forældrene til også at sende pigerne i skole ved at love familierne en præmie på en sæk salt, en liter madolie og to skåle majs for hver måned, hvor eleverne kommer mindst 20 af 22 skoledage.

Programmet har kørt i en årrække og betyder, at der i de øverste tre klasser er flere piger end drenge. Det er langtfra normen i de fleste udviklingslande. Selv om belønningen til de stabile piger ikke dækker de seneste tre årgange, er resultatet tilsyneladende bæredygtigt. Pigernes yngre søstre kommer også. I de nederste klasser synes fordelingen at have stabiliseret sig med lige mange drenge og piger. World Vision har også hjulpet med at få børn i skole ved at betale skolepenge i , inden regeringen gjorde fri skolegang til officiel politik i hele landet.

Også det kan aflæses i de voksende tal i Nelsons sirlige protokoller. Konklusionen er med andre ord ganske klar: Nogle forældre mener stadig, at børn gør bedst gavn i køkkenet eller ude i marken med en hyrdestav. Men et støt voksende antal er parate til at sende ungerne i skole, hvis blot de har råd. Det er en global trend: Selv en ganske lille betaling gør forskellen på, om børn får en uddannelse eller ej. Det er den gode nyhed. Men da vi besøger skoleinspektøren, er han mere optaget af den dårlige.

Det er næsten umuligt at lokke lærere til Kpasenkpe, hvor kun tre af skolens syv lærere har gået på seminariet. Med mindre end en uge til det nye skoleårs start ved Tinyaligya Nelson endnu ikke, om skolevæsenet vil sende de to ekstra lærere, han har bedt om.

Hvis de dukker op, er det ganske sandsynligt, at de flygter igen. Hvis man har snuset det mindste til storbyen, er det ikke attraktivt at bo i en landsby uden elektricitet, rindende vand eller faste forbindelser til omverdenen. Og så ser vi dem aldrig igen,« siger Nelson om de dårlige erfaringer.

Med alt for få lærere skal der presses flere elever ind bag pultene i færre klasselokaler, hvor eleverne ofte sidder tre og tre. Dermed falder kvaliteten af undervisningen. Og det er ikke kun noget, som forældre i den mere forkælede del af verden går op i. Skolegang er en investering, der gerne skulle give afkast i form af et bedre job — og mere udvikling til familien. Hvis de efter ti år blot kommer hjem og sidder i hytten, er det ikke særligt opmuntrende.

Smeden drømmer om et svejseværk — »jeg har hjerneceller, men ingen elektricitet. Statistikkerne afslører, at frafaldet af elever er kolossalt: Hvor der i grundskolen med de syv første skoleår er 64 elever i snit pr. I høvdingedømmets eneste gymnasium i landsbyen Wulugu 34 km nede ad grusvejen er den helt gal.

Ud af ti er det kun to eller tre, der rigtigt forstår, hvad vi fortæller dem,« fortæller en af lærerne, Seidu Padiga. På gymnasiet er kun lige godt hver tredje af eleverne en pige. Padiga er taget til Kpasenkpe for at fortælle os om problemerne og har medbragt et brev fra sin inspektør, der stilfærdigt beder om hjælp til to afgørende forbedringer: En vandboring, så elever og lærere ikke skal være afhængige af brønde, der løber tør uden for regntiden.

Og et rum til syge elever. Skolen har ingen bil, og Padiga har mange gange stået og blaffet på landevejen for at skaffe et lift, der kunne bringe syge elever på hospitalet i distriktshovedstaden. Den danske u-landsbistand fordeles ad tre hovedkanaler: Hovedparten går til 16 programsamarbejdslande:.

Den slags praktiske problemer tærer voldsomt på de kræfter, der er så rigeligt brug for i klasselokalerne. Vi er de eneste, der kan sende elever videre til universitet,« siger Padiga. Det havde skolen ikke stor succes med i Kun fire elever fik et karaktersnit ved afgangseksamen, der var højt nok til at sende dem på universitetet. Den langsigtede statistik er endnu værre: Høvding Nabila kan kun komme i tanke om ti personer i hele høvdingedømmet, der har en universitetsgrad.

De tilhører alle hans egen velvoksne familie. Det antyder, at meget andet end ens evner afgør, hvor langt man når. Penge er en anden faktor. Og også i Ghana ender man ofte i samme sociale klasse som ens forældre. Allerede her står det tindrende klart, hvorfor Målene favner så bredt — og så måske alligevel ikke bredt nok. Målene sigter direkte på at gøre det nemmere at gennemføre det personlige forhindringsløb, der udgør et liv i Kpasenkpe: Man vil øge chancen for, at mødre overlever fødslen.

At spædbørn slipper for at dø af diarré, fordi afføring er løbet i drikkevandet. At skolebørn får en uddannelse, også selv om de er af hunkøn.

At alle navigerer uden om dødsfælder som aids, malaria og tuberkulose. Og endelig skal målet om bæredygtigt miljø sikre, at også næste generation har træer til brænde og marker, der ikke er udpint. Tilsammen skal opfyldelsen af Målene give overskud til det store projekt: Den personlige velstand — og samfundets velstand. Derpå følger infrastrukturen og statussymbolerne, bilen og asfaltvejen til Kpasenkpe. Eller også er det omvendt. Det afhang i mange år af, hvilken udviklingsforsker man spurgte.

Nogle anså infrastruktur som forudsætningen for det enkelte menneskes udvikling. De var overbeviste om, at hvis blot bistandsdonorer byggede nok elværker, asfaltveje og cementfabrikker, ville det skabe sprudlende økonomisk vækst og trække befolkningen op fra sølet. Andre mente, at reel udvikling kun kan komme nedefra og op, at udvikling af sam fundet går gennem udvikling af det enkelte menneske.

Deres bevismateriale handlede om importeret teknologi, der rustede på grund af mangel på lokal viden og reservedele — eller om diktatorer, der fik lov at stjæle al bistanden, fordi deres befolkninger manglede viden og dermed magt til at standse misbruget. Det var derfor ofte i magthavernes interesse, at befolkningen ikke blev alt for klog — men omvendt i donorernes interesse at sende folk i skole.

Kpasenkpe er en af en række landsbyer i høvdingedømmet. Jorden i både landsbyen og på markerne omkring ejes af stammen og fordeles af høvdingen i samarbejde med hans rådgivere.

Men som vi netop har lært på Kpasenkpes skoler, er enten-eller -tankegangen forældet. Man kan vanskeligt lokke lærere til at udvikle landsbyens børn, hvis ikke lærerne — altså udviklerne — har de boligforhold, som de har vænnet sig til i storbyer, der selv har undergået en udvikling. Og man kan ikke forvente, at gymnasielærere uddanner råmaterialet til fremtidens ingeniører, hvis de skal bruge tiden på at tigge om vandboringer.

Spørger man Nabila, høvding og indehaver af landsbyens eneste bil, er en ny vej til Kpasenkpe også vejen til udvikling. Og helst med en bro og dermed adgang til den halvdel af høv dingedømmets landsbyer, der ligger på den anden side af Voltafloden.

En bedre vej vil ifølge Nabila øge trafikken til byens marked, der i øjeblikket kun får besøg af én bus om ugen. Bussen kommer med de mest nødvendige varer som salt, sukker, madolie og farvestrålende skjorter fra Kina. Det bliver betalt med landsbyens beskedne overskud af landbrugsvarer som jordnødder, tomater og ris, som de handlende derpå tager med tilbage og sælger i storbyen.

Broen over Volta skal skabe mere trafik, mere handel og flere muligheder for Kpasenkpes ganske få håndværkere som smeden og de to tømrere. På landsbyens klinik deler man høvdingens begejstring for en ny vej og en bro.

I mellemtiden er en redningsvest til jordemoderens besøg på den anden side af floden et punkt på ønskesedlen. Den omfatter også helt basale ting som vægte og en ny blodtryksmåler i stedet for den forældede udgave, der har hæderspladsen på chefens skrivebord.

Chefen er ikke læge, men såkaldt medicinsk assistent med tre års uddannelse bag sig. Han burde have ni kolleger. For det er klinikken normeret til. Men personalet har længe kun været på fem i alt: Alfred Abugri selv, en jordemoder, en sygeplejerske og en såkaldt sygdomskontrollant, der arbejder med forebyggelse. Dertil en frivillig arkivar med ansvar for statistik og journaler. Abugri beklager klinikkens jammerlige forfatning. Det rustne tag over venteværelset — det største lokale på klinikken —har for længst opgivet den ulige kamp mod de tropiske regnskyl.

Kun den ene af de tre senge på klinikkens eneste sygestue har en madras. Det sidste ville være til at leve med, hvis transporten til hospitalet i distriktshovedstaden Walewale faktisk fungerede. Men klinikken har ingen bil. Listen over de mest udbredte sygdomme består overvejende af lidelser, der kan forebygges for de rene småpenge: Malaria, diarré, blodmangel, fejlernæring, slangebid, luftvejslidelser, snitsår, hudlidelser.

Det kan man vælge at opfatte som dybt frustrerende. Eller man kan følge ånden bag Målene og udnytte de åbenlyse muligheder for at gøre det lidt bedre. Kodeordet for sundhedsmålene er forebyggelse, hvilket Abugri og hans kolleger har gennemskuet og taget konsekvensen af, selv om de tit knokler sig selv segnefærdige med behandling. De minder konstant hinanden om, at de også skal investere tid i at oplyse og uddanne patienterne, så de i bedste tilfælde slet ikke bliver patienter.

På væggen på Abugris kontor hænger store skemaer med planlagte foredragsturneer i lokalsamfundene. Små køletasker gør det muligt at tageampullerne med vaccine fra det solcelledrevne køleskab, sejle over floden i kano og nå spædbørnene i de fjerneste landsbyer. Når skolen i Kpasenkpe har nogle timer tilovers, beder de personalet på klinikken komme forbi og tale om hiv og aids.

På Abugris kontor føjer vi den tredje dimension til forudsætningerne for udvikling: Ud over en god plan og tilstrækkelig infrastruktur er der brug for motivation og begejstring. I nogle — lad os sige mange —tilfælde når fandenivoldske mennesker med små midler længere end de projekter, hvor teknikken er mere imponerende end troen på, at den faktisk kan ændre noget. For ikke så mange år siden var vores besøg i Kpasenkpe stoppet her omkring. Udvikling blev opfattet som noget, man overlod til magthavere, donorer og det offentlige.

De fattige skulle udvikles af folk, der havde forstand på den slags. Så efter et besøg hos høvdingen, skolen og klinikken for at høre om den seneste brug af bistandspenge skulle overblikket være på plads. I dag ved vi, at rundturen først lige er begyndt. Det virkeligt interessante foregår ikke nødvendigvis i landsbyens største bygninger, men bag de lerklinede vægge i de enkelte huse. Nede i svinget på hovedvejen gennem Kpasenkpe ligger to bygninger, der illustrerer påstanden.

Den ene er et medborgerhus, som udviklingsorganisationen World Vision byggede løs på i årevis, indtil organisationen rykkede videre til et andet område. Her skulle befolkningen have været oplyst med folkemøder og seminarer og foredrag. Men de grå mure med gabende vindueshuller står nu som et monument over begrænsningerne i udvikling fra oven.

I stedet mødes befolkningen i gården hos ægteparret Tani Yidana og Salifu Panwuma, der for nylig købte en af Kpasenkpes få videomaskiner. Mod en beskeden entré kan naboerne se ghanesiske film, sæbeoperaer og andre bånd fra verden uden for Kpasenkpe, der måske ikke alt sammen lever op til Grundtvigs idealer om visionær folkeoplysning.

Visioner mangler der til gengæld ikke hos Tani Yidana. Med hænderne dybt begravet i et fad med smør fra sheanødder — hvis virkelige værdi omtales senere s. Så vi besluttede at lave en plan, så vores børn kunne få det bedre.

De fire sønner kom i skole, mens de tre piger måtte blive hjemme. Det går bedre med børnebørnene. Her er alle fire drenge og tre af de fem piger i skole. Familiens fornemmelse for værdien af opsparing kan også beses i soveværelset. Her sover børnene under myggenet, fordi forebyggelse af malaria nu engang er bedre end behandling.

Det princip har mange andre i landsbyen bare ikke råd til at leve efter. Tani Yidanas opsparing under madrassen er selvhjulpen udvikling. Men vent et øjeblik med at lægge strygermusikken under. Mekanikken er jo ikke anderledes end den gradvise opbygning af hjem og velstand, som en dansk teenager på sit første kollegieværelse lærer på den bløde måde.

Der er dog én væsentlig forskel: En ung familie i Danmark kan regne med lidt startkapital fra forældre og fra lokkende bankrådgivere. De fattige, derimod, fik i mange år besked om at leve videre efter de principper om tæring efter næring, der i vores ende af verden nu mest optræder i konfirmationstaler. Det lavede en økonom fra Bangladesh om på. De brugte pengene på geder, på såsæd, på symaskiner, på hvad som helst, der kunne skabe et overskud.

De fattige betalte derpå tilbage og lånte mere. Nogle af Kpasenkpes drenge må stadig tælle geder frem for at lære at regne og skrive i landsbyens skole. For ideen om, at fattige kan lave penge — det eneste globalt forståelige symbol på velstand — er jo fascinerende.

Det lagde endnu en dimension til udviklingsteorien: Store visioner som Målene, infrastruktur og magthavernes motivation er stadig afgørende. Men der en afgørende forskel på, om man betragter mennesker som mål for udvikling — eller som udviklingens egne chauffører. Det lyder enkelt, ja nærmest banalt, men kan være ganske skræmmende for folk, hvis eksistens og identitet bygger på andres afhængighed.

På papiret skulle det være relativt nemt at argumentere for, at tilbedelsen af høvdinge som halvguder ville stoppe, hvis ideen om individets styrke blev alt for populær.

Men betyder det omvendt også, at høvdinge står i vejen for udvikling, hvis udviklingen skal bæres af det enkelte menneske? Lad os et øjeblik forlade Kpasenkpe for at få et svar på dette centrale spørgsmål.

Anna Bossman står i spidsen for en organisation med fokus på menneskerettigheder og retfærdighed i retssystemet, der har rådgivningskontorer over hele landet. Herfra kender hun mangfoldige eksempler på høvdinges magtmisbrug og bevidste forsøg på at holde befolkningen nede.

Kvinder risikerer at blive stemplet som hekse af ældre med forstand på de dele og derpå sendt i eksil til særlige landsbyer: For Ghana har oplevet en ny generation af høvdinge som John Nabila: Der er så mange, at fænomenet har fået et navn: Men gør de det for prestigen og pragten — eller fordi de ser udvikling som et kald? De må vise, at de gør noget.

For os er det meget nyttigt at kende og bruge den slags folk. De taler vores sprog. Den slags kompromiser mellem det traditionelle og det moderne er ofte noget af det sværeste at forstå — og acceptere —for tilrejsende, der er optændt af den demokratiske ild. Men filosofien er skrevet ind i Ghanas grundlov. Parallelt med høvdingesystemet har man distriktsforsamlinger — svarende til kommunalbestyrelser. Her er flertallet af medlemmerne demokratisk valgt, men der er også udpegede høvdinge.

Og spørger man Kpasenkpes medlem af distriktsforsamlingen om forholdet mellem demokrati og høvdingedømme, kan han slet ikke se nogen potentiel konflikt: Høvding Nabila selv siger om mulige reformer af høvdingesystemet: Andre moderniseringer af høvdingedømmet er mere kosmetiske.

Nabila fremhæver blandt andet, at han nu mødes med sit folk i en pavillon med plastikstole og bølgeblik på taget, hvor faderen sad under et stråtag.

I selv samme pavillon forsøger vi at lodde, hvad folket definerer som udvikling. Med trommer i spidsen er de kommet vandren de fra fjerne landsbyer. Høvdingedømmets skind er bredt ud under Nabila, der på et podium lader sig vifte af en kvinde.

Og det er måske ikke overraskende, at mændenes prioriteter ligesom høvdingens er domineret af infrastruktur: Udstyr til klinikken — et barn er samme morgen død af malaria. Kunstvanding, så de kan dyrke to afgrøder om året. Tag over boderne på markedspladsen, så det ene ugentlige besøg af handlende udefra ikke bliver spoleret af regnen.

Kvinderne taler derimod om menneskelige ressourcer. Under larmende bifald forlanger en af dem en løsning på det fænomen, der i Ghana kendes som »at lave kayayoo «. Kayayoo betyder bærer og beskrev oprindeligt de mennesker, der på markedet fragter varer rundt på hovedet for sælgere og kunder. I dag beskriver det alt simpelt arbejde i storbyerne, rækkende fra gadehandel til prostitution. Her finder man mange af landsbyens unge, der er flygtet i jagten på lidt penge og en bedre fremtid.

Kayayoo er et symbol på et af udviklingslandenes helt store problemer og paradokser: Det er fint at sikre befolkningens overlevelse og uddannelse med visioner som Målene. Men hvis ikke landsbyerne kan tilbyde status og arbejde med andet end en hakke, får landområderne aldrig held med at holde på de folk, der skulle fremme udviklingen.

Som det vil fremgå senere, slås man med lignende problemer på nationalt plan, hvor den uddannede elite emigrerer på jagt efter bedre løn og bedre job.

På dette fremskredne tidspunkt af vores besøg i Kpasenkpe er tiden inde til at diskutere landsbyens og landets mest indlysende paradoks: Nogle af verdens fattigste mennesker bor på noget af klodens mest frugtbare jord. Men de ejer den ikke selv. Og det betragter mange udviklingsforskere som et problem for alt fra fattigdomsbekæmpelse til menneskerettigheder og demokrati.

Jorden ejes af stammen og bestyres af høvdingen i et komplekst system. De enkelte klaner og familier har brugsretten til bestemte landområder.

Så under normale omstændigheder er den enkelte landmand garanteret et stykke jord at dyrke. Men der er åbenlyse muligheder for, at høvdingen kan bruge sin magt over jorden til at straffe undersåtter. Eller til at forlange en betaling, der kan ligge hvor som helst på en skala fra et symbolsk beløb til fuldblods korruption. Et af de mest indlysende problemer med det fælles ejerskab er, at landmændene ikke kan bruge jorden — den suverænt største og ofte eneste værdi under deres kontrol — som sikkerhed for lån i banken.

Uden et frit omsætteligt skøde har banken ingen mulighed for at overtage jorden, hvis ikke landmanden betaler tilbage. Udviklingsforskere og bistandsorganisationer har derfor forsigtigt foreslået jordreformer. Ikke bare her, men i mange andre udviklingslande, der har samme problem. Men det er ikke nemt. Stammens magt over jorden anses for så hellig, at selv højtuddannede akademikere og forretningsfolk i hovedstaden Accra gerne møder en med vantro, hvis man antyder, at det kunne være anderledes.

Høvding Nabila anerkender, at privat ejerskab til jorden måske kunne være en genvej til udvikling. Men han hæfter sig mere ved vanskelighederne end ved fordelene. Udstykning kræver for eksempel landmåling og matrikelkort. Det er for længst ordnet i Nabilas villakvarter i Accra, hvor han har en 99 års lejekontrakt på jorden med stempler og segl. Men selv om Nabila som professor i geografi har bedre forbindelser og viden om landmåling end de fleste, har han svært ved at forestille sig, at udstykning kan ske i Kpasenkpe.

Det ultimative mål er at have alt land opmålt. Men hvis jeg hævdede, at Kpasenkpe når dertil inden for de næste år, ville jeg føre dig bag lyset.

Spørgsmålet er, om høvdingens befolkning vil vente så længe på grundlæggende forandringer. Vores sidste aften i Kpasenkpe ruller en motorcykel ind gennem døren til »The Palace«. Ejeren viser sig at være en af høvdingens mange lillebrødre, født af en anden af faderens 22 koner. Ibrahim Sebiyam på 28 år har selv været gennem mange af de problemer, vi diskuterer. Han har lavet kayayoo i Accra for at tjene til ekstra klasser, han har undervist på gymnasiet i Wulugu uden en læreruddannelse.

Nu er han i landsbyen med et spørgeskema på vegne af nogle forskere, der undersøger muligheden for at dyrke to afgrøder årligt i de fugtige arealer på bredden af Voltafloden. Men Sebiyam er langt mere optaget af sit eget projekt. Efter at have studeret udvikling på universitetet i den nærliggende regionshovedstad Tamale er han i fuld gang med at få registreret en ny græsrodsorganisation, der skal arbejde for kvinder og ungdom i Kpasenkpe: Centre for Youth and Women Empowerment.

Under lysstofrøret på storebroderens gårdsplads taler han langt ind i natten om sine studier. Efter universitetet ser jeg mig selv som en helt anden person. Vi må lave behovsanalyser og undersøge deres styrker og svagheder,« siger han. Hvis man hører, at der er stor efterspørgsel på shea-smør i Tyskland, er det det, man må kaste sig over. Sådan stiger Sebiyams visioner mod nattehimlen over paladset, som høvdingen samme morgen har forladt for at køre tilbage til Accra og passe sit professorat.

Hvis Sebiyam får held med nogle af sine planer, bliver han det, som udviklingsforskere kalder en entreprenør — en foregangsmand eller -kvinde, der med sit personlige engagement som drivkraft skubber til udviklingen. Entreprenører er ofte fandenivoldske typer, der ikke lader traditioner stå i vejen for forandringer — og de leverer tit mere umiddelbare resultater end stater og myndigheder.

Mange af udviklingshistorierne i denne bog er drevet af entreprenører. Men selv om man kan fascineres af deres beretninger, er der vigtige spørgsmål at stille:.

Generelt kræves der som minimum, at staten ikke decideret modarbejder entreprenøren, hvis hendes eller hans projekt skal lykkes. Den rigtige succes når man først, hvor entreprenørens visioner ligner statens. Eller hvor høvdingens interesser bliver sammenfaldende med befolkningens. En aften i paladsets gård viser høvdingens lillebror sig at være en af de entreprenører, der kan drive udvikling.

Der er fortsat lang vej hjem, hvis Målene skal opfyldes. Og særligt i Afrika kniber det. Verdenskortene her giver et groft overblik over status for enkelte af de målestokke, som FN bruger for at måle fremskridtene. Det er vigtigt at understrege, at der i de enkelte regioner er mange undtagelser — negative og positive — fra det generelle billede.

Et mere detaljeret indblik samt flere eksempler på målestokkene findes på http: Status for mål 8 omtales i kapitel Den rige verdens bidrag til de fattige lande voksede fra Årtusindtopmødet i til fra godt mia. Hvis løfterne fra blandt andre G8-landene og EU opfyldes, vil den samlede bistand i nå omkring mia. Men det rækker fortsat ikke til at opfylde Målene. Andelen af mennesker der lever for under en dollar om dagen skal halveres. Antallet af folk uden adgang til rent drikkevand skal halveres.

Og beviset er begravet i vores egen baghave. Danske Estrid Geertsen på år fortæller om sin fattige barndom og personlige fremgang.

Hendes beretning viser sig at have markante paralleller til historien om en næsten jævnaldrende efterkommer af danskerne på Slavekysten i det nuværende Ghana. Den forventede levealder er godt 53 år. De mest almindelige dødsårsager er akut diarré og kolera, tuberkulose og lungebetændelse.

Heraf er omkring halvdelen en slags fattigdomsflygtninge. De kommer fra den gruppe, der i officielle statistikker kaldes »arbejdsmænd og tyende«. Dette typiske portræt af et udviklingsland handler om den nation, vi kender bedst: Danmark — fra før de seneste hundrede års store spring fremefter.

I blev Estrid Geertsen født i et land, hvor flere end hvert syvende barn døde ved fødslen eller i deres første leveår. Vi behøver ikke kigge længere end i vores egen historie.

I løbet af et enkelt menneskes liv er den forventede levealder i Danmark steget med 24 år. Kolera er totalt udraderet, og tuberkulose er — på trods af et stigende antal smittede i det nye årtusind — en ret sjælden sygdom.

Velstanden er steget til et niveau, hvor vi selv er blevet mål for fattigdomsflygtninge. I døde kun et ud af hvert børn ved fødslen eller i det første leveår. Estrid Geertsens mor fik to dødfødte børn, før det i endelig lykkedes med Estrid.

Og så kunne hun end ikke holde liv i sine egne børn,« siger Geertsen om den tids hyppige traumer. Moderen havde opgivet sin karriere i København for at flytte til Kolind på Djursland, hvor Estrid Geertsens far Christen Dalsgård drev en skov-planteskole. Estrid Geertsens ældste barndomsminder er fra årene før første verdenskrig, hvor billig arbejdskraft fra Polen var med til at gøre familien ganske velhavende.

Frem for at sende børnene i skole hyrede moderen en privatlærer, indrettede en skolestue i kælderen og inviterede udvalgte børn til at deltage: Lægens, manufakturhandlerens, guldsmedens og proprietærens. Faderen importerede jagthunde fra udlandet og havde hestevogne til ethvert formål. Over middagsbordet diskuterede man alt fra Bibelen til Danmarks store tænkere: Det var en god skole. Man snupper det, man kan,« siger Geertsen om sin åndelige bagage, som hun først mange år senere for alvor fik pakket ud.

I Estrid Geertsens barndom nåede den første bil til landsbyen efter lang tids rygter om »en firehjulet vogn, der selv kan køre«. Så hele byen var oppe klokken fem, hvor den skulle komme — undtagen jeg, der ikke blev vækket. Det har jeg aldrig tilgivet dem.

Siden oplevede familien, hvad mio. Den møjsommeligt opbyggede velstand blev lagt i ruiner af krig. Ved første verdenskrigs udbrud rejste de polske kvinder hjem, bunden gik ud af samfundsøkonomien, og ingen havde overskud til at beskæftige sig med langsigtede investeringer som træplantning. Stiklingerne til fremtidens tømmer tørrede ud på jernbanevogne på stationen, mens faderen stadig mere apatisk sad og stirrede ud ad vinduet og afventede den forudsigelige konkurs.

Hestene blev sendt på slagteriet og kom tilbage som hakkebøf på middagsbordet. Rundt om i Kolind ventede folk tålmodigt på at købe kvalitet til lavpris, når Estrid Geertsens far styk for styk solgte sin velholdte maskinpark.

Den lokale bankbestyrer tjente en formue på at videresælge den jord, som faderen havde sat i pant for et sidste desperat lån. Den danske guvernør på Guldkysten, Edward Carstensen, skåler på slavefortet Christiansborg for den franske gæst Prince de Joinville, der senere malede billedet. Katharine Svanikiers tipoldefar var en af Carstensens nærmeste medarbejdere og muligvis med til frokosten.

Lignende historier kan man i dag høre overalt i udviklingslande, hvor uforudsete hændelser som tørke og krig stadig kan sende selv de mest hårdtarbejdende ned til tælling. I Danmark har gældssaneringer og bistandshjælp for længst sikret selv den mest ansvarsløse investor en fremtid efter en konkurs. Ingen skal som Estrid Geertsens mor og far længere lede forgæves efter frimærker til et postkort.

I lange perioder hørte hun intet fra forældrene, efter hun og broderen i kølvandet på konkursen var blevet sendt til København for at tjene og studere.

Da Estrid Geertsen blev dødssyg af influenzaepidemien den spanske syge og var tæt på at følge 20 mio. Hun vidste, de ikke havde råd til at rejse til København. Hendes bror var nattevagt hos KFUM —iført faderens aflagte jagtstøvler — og sov i generalsekretærens seng om dagen, mens han læste statskundskab.

Estrid Geertsen blev konfirmeret i en kjole af stof, som hendes moster og onkel havde sendt fra Indien, hvor de var blandt Danmarks første udviklingsarbejdere. Hendes kommode stod inde hos kokkepigen. Men derved adskilte de sig ikke væsentligt fra de mange forældre i u-landene, der tvunget af fattigdom sender deres børn på børnearbejde. Om aftenen skulle Estrid Geertsen læse op for parret.

Hun fandt ikke ud af, om det var et forsøg på at ydmyge eller underholde hende. Men jeg var vant til at lystre. Her nærmer vi os et centralt tema i Estrid Geertsens liv, som hun deler med kvinder kloden rundt. Hendes erindringer om fattigdom minder om det store spring fremefter, som Danmark tog i tallet. Men det mest tankevækkende bidrag til debatten om udvikling af menneske og samfund gemmer sig i beretningen om de år, hvor hun overtog kontrollen med sit eget liv.

Her vil det afsløres, hvor sent Danmark kom i nærheden af at opfylde det Mål om ligestilling, der nu anses for centralt for de fattige lande.

Men først skal vi til Ghana for at møde en anden ældre kvinde. Estrid Geertsen nummer to fra højre, bagest med børnene fra landsbyens mere velhavende familier, som moderen samlede til privatundervisning. Ellehammer opfinder den første flyvemaskine i Europa Kvinder får stemmeret til Folketinget Nina Bang bliver verdens første kvindelige minister Seksualundervisning indføres i skolerne Kvindelig arveret til tronen Fysisk afstraffelse i skolen forbydes Bistandsloven træder i kraft Storbritannien besætter det sidste af Asante-kongedømmet og har dermed kontrol over hele det senere Ghana på nær et hjørne mod øst, der er tysk indtil Første valg til lovgivende forsamling Lovgivende forsamling får sort flertal — men kolonien stadig under britisk kontrol Ghanas senere præsident Kwame Nkrumah fængsles for krav om uafhængighed Nkrumah bliver første sorte premierminister Nkrumah bliver diktator i etparti-stat Efter næsten tyve år med en stribe militærkup og økonomisk nedtur vender udviklingen under den tidligere flyverløjtnant Jerry Rawlings.

Men han kritiseres også for krænkelser af menneskrettighederne Demokratisk valg — Rawlings vinder Første GSM-mobiltelefonsamtale og første kommercielle internetudbyder Rawlings kan ikke genopstille efter to valgperioder. John Kufour ny præsident Katharine Svanikier er født juledag midt under den verdenskrig, der ruinerede Estrid Geertsens familie. Ghana var på det tidspunkt en britisk koloni under navnet Guldkysten.

Men som Svanikiers efternavn antyder, havde danskerne også været forbi. Hun er tipoldebarn af Christian Svanekiær, der i syv måneder i var midlertidig guvernør på Danmarks slavefort ved Guldkysten. Slottet ligger stadig midt i Ghanas hovedstad Accra og omtales fortsat som Christiansborg, selv om det i dag er kontor for Ghanas præsident.

Katharine Svanikier bor i skyggen af Christiansborg i boligområdet Osu, der blev grundlagt af de danske slavehandlere. Da Katharine Svanikier blev født, havde familien en livsstil, der på mange måder kunne måle sig med familien Dalsgårds i Kolind.

Huset var fuldt af tjenestefolk, og fire af dem stod gerne på spring bag faderen, når familien spiste middag. Her måtte slaverne også tage mod tæskene fra lærerne, hvis børnene havde været uartige. Katharine Svanikiers far havde været embedsmand i Nigeria og vendte tilbage for at blive fabrikant. Han lavede parfume og sæbe og eksporterede til den britiske kolonihær i Nigeria, Sierra Leone og Gambia.

Materielt tog Guldkysten nogle store skridt fremefter i disse år. Da Katharine Svanikier fyldte 10, var den britiske koloni godt på vej til at blive verdens største kakaoeksportør, efter sygdom havde ødelagt Brasiliens plantager. Godt hundrede år tidligere havde rige afrikanere i det nuværende Ghanas indre levet af at sælge deres medborgere til danske slavehandlere.

Nu var de i stedet kakaobønder. Svanikiers far kastede sig over en anden af Ghanas traditionelle eksportvarer, tømmer. Mange af fremskridtene var drevet af Gordon Guggisberg, der blev britisk guvernør på Guldkysten det år, hvor Katharine Svanikier fyldte tre. Guggisbergs første prioritet var ganske vist transport, herunder en jernbane til at hente råstoffer ud fra koloniens indre. Anden infrastruktur — fra vandkraftværker til fængsler — fyldte også pænt på hans indkøbsliste.

Men det bemærkelsesværdige var, at Guggisberg — som Målene — også satsede på mere bløde værdier som sundhed, vand, kloakker og undervisning. Guvernørens ambition var, at halvdelen af koloniens teknikere skulle være afrikanere. Dette er fuldstændigt forkert, og det anerkender regeringen.

Fremover skal vores uddannelse sigte på at lade afrikanere forblive afrikanere og interessere sig for deres eget land,« sagde guvernøren i Citatet har flere lag, end guvernøren formentlig selv drømte om.

Næsten år senere forlader titusinder af Afrikas bedst uddannede årligt deres eget kontinent for at tjene penge i Europa og USA. Guggisbergs ønske om at lade afrikanerne arbejde for deres eget land handlede selvfølge lig også — og mange vil sige først og fremmest — om at lade dem knokle for kolonien. Men ligesom hjerneflugt er en ulykkelig bivirkning af uddannelse, måtte også Guggisbergs efterfølgere sande, at undervisning er det mest potente udviklingsmiddel, som verden har set.

Afrikanerne kom til at »interessere sig for deres eget land« i en grad, så de også ønskede at regere det. De bedst oplyste og uddannede begyndte at argumentere for Ghanas selvstændighed. En af deres ledere var Kwame Nkrumah, der var uddannet lærer og senere skulle blive Ghanas første præsident. Katharine Svanikiers far var — trods sin ganske komfortable karriere som forretningsmand under kolonistyret — en varm tilhænger af Nkrumah, som han indimellem skjulte for politiet i de urolige år før uafhængigheden.

Men faderens tro på frihed rakte ikke til hans egen datter. I sin måske mest lammende beslutning om hendes liv havde han nægtet hende to rettigheder, der anses for så vigtige for udvikling, at de har hvert deres Mål: Da Katharine Svanikier havde afsluttet mellemskolen efter ti år, ville hun gerne læse videre på Achimota College, et af landets bedste gymnasier, hvor også Kwame Nkrumah havde gået.

Hendes mor bakkede hende op. Men Achimota var en blandet skole for begge køn, og faderen ville ikke give hende chancen for at flirte med unge sorte mænd.

Hun skulle giftes inden for hans egen stand: Mulatter med dansk blod i årerne. Ingen argumenterede mod ham,« siger Katharine Svanikier. Beslutningen skabte yderligere spændinger mellem hendes forældre, der allerede på dette tidspunkt var skilt. Moderen handlede med tøj og havde ikke råd til at betale for Achimota-skolen. Faderen boede med en anden af de i alt seks koner, som han nåede at få ti børn med. Katharine var en af de bedste i sin klasse, hvorfra mange af kammeraterne senere fik høje stillinger i det uafhængige Ghana.

Men i stedet for gymnasiet og en mulig akademisk uddannelse blev Katharine Svanikier sat i lære som syerske. Til gengæld kunne end ikke faderen styre hendes hormoner.

Efter at hun i en alder af. Ægteskab og uddannelse har været to væsentlige temaer også i Estrid Geertsens liv. Hun måtte opgive at blive sygeplejerske, da.

I stedet kom hun i huset som barnepige og var med sine arbejdsgivere i sommerhus i Espergærde, da hun modtog et frierbrev fra gartnerens søn i Viborg. Hun havde tidligere mødt ham nogle gange hjemme hos sin mor og far i Kolind.

Forældrene kendte gartneren og syntes, at sønnen var et glimrende parti. Bruttonationalproduktet eller BNP er den samlede værdi af alle producerede varer og serviceydelser i et land. Det opgøres tit som bruttonationalprodukt pr. Købekraften af dollaren er forskellig fra land til land, og man får typisk forholdsvis mere for en dollar i et uland end i USA eller Danmark. Derfor er det problematisk at bruge den officielle dollarkurs.

Den får u-landene til at se endnu fattigere ud, end de reelt er. Derfor bruger man ofte den såkaldte PPP kurs purchasing power parity.

Den er justeret for forskellen i købekraft og giver et mere korrekt billede. Det gør vi også i denne bog. Og jeg fik at vide, at han havde sukkersyge — og at hvis han kom ud for en alvorlig sorg, kunne han dø af det,« siger hun. Så jeg gik med det her brev og græd og havde ingen at tale med.

Jeg vidste kun, at hvis jeg sagde nej, ville han dø. Gudskelov, at han var så fint og godt et menneske. Derefter tog parret op til guldsmeden og hentede de indgraverede ringe. Og jeg havde ikke fået et kys endnu. Da var Estrid Geertsen 60 år gammel. Det er et af paradokserne i hendes liv, at mandens sukkersyge ikke blot førte til ægteskabet, men også gav hende springbrættet til at udnytte sine talenter.

Da sygdommen gjorde hendes mand blind, fik hun endelig lov at tage kørekort. Og da nogen præsenterede hende for en løsning på hans problem med konstant at rage kopper og glas på gulvet, gennemskuede hun omgående potentialet: Det var lige, hvad han havde brug for.

Så jeg ringede til importøren. Det ville jeg gerne være med til at udbrede. Katharine Svanikier fotograferet omkring den tid, hvor hendes far stoppede hendes videre skolegang. Få måneder senere var Estrid Geertsen topsælger af Tupperware i Danmark.

Hendes strategi var noget uortodoks: Kollegerne forsøgte at presse så mange produkter som muligt ned i gæsternes tasker ved de såkaldte »Tupperware parties« i private hjem. Geertsen satsede kun på de ting, som hun selv syntes var praktiske og anvendelige. Ellers stod det jo bare og samlede støv i bunden af et skab og var dårlig reklame.

Efter mandens død blev Estrid Geert-sen værelsesudlejer i villaen i Hellerup. Hun ringede til Dansk Blindesamfund for at hjælpe med at udbrede de hjælpemidler til svagtseende, som hun alt for sent selv havde fået øje på. Og hun blev sekretær for generalsekretæren i den forening, der forsøgte at gøre esperanto til et verdenssprog. Det hele eksploderede, da jeg selv kom til roret,« siger hun. På Estrid Geertsens sofabord ligger en lille løber, som hun i vævede på et kursus i sin søgen efter en karriere uden for hjemmet.

Da løberen var færdig, holdt læreren den op foran hele klassen: Når ens indpodede mindreværdskomplekser tager til, er den god at kigge på,« siger Geertsen. Det er forunderligt at høre de ord fra en kvinde, der i en alder af år saver brænde med en kædesav og gemmer et certifikat fra Guinness Book of Records i et soveværelse i sit sommerhus. Certifikatet fortæller, at hun er verdens ældste faldskærmsspringer. Da hun senest sprang i tandem over Roskilde, var hun fyldt Da var der gået 80 år, siden Estrid Geertsen gik rundt i Espergærde med et tilbud om ægteskab, hun ikke kunne sige nej til.

Lang tid i et liv, der har varet længere end de flestes. Men kort tid i en historie om udvikling. I den sidste ende handler Målenes satsning på uddannelse, på ligestilling, på et ordentligt helbred og om at sikre det enkelte menneske — og derpå summen af mennesker, altså de enkelte nationer — muligheden for at træffe frie valg.

Det er i Danmark blevet langt nemmere i løbet af et enkelt menneskeliv. Det fremskridt forklarer ikke i sig selv vores udvikling. Biler, penicillin, plastic og computere blev alt sammen opfundet i Estrid Geertsens levetid.

Men uden en massiv satsning på uddannelse havde det ikke været meget værd. Viden er for eksempel den vigtigste årsag til, at vores landbrugseksport består af højt forædlede varer — og at vi kan leve af at tilføre værdi til de råstoffer, som Danmark er så fattigt på.

Ghana arvede ved sin selvstændighed i en økonomi, der var baseret på eksport af råstoffer som kakao, guld og tømmer. Værdiforøgelsen gennem forarbejdning foregik i Europa og USA. Det er der endnu ikke lavet afgørende om på. Ghana skulle gennem mange år med vanvittige fejlprioriteringer, korruption og militærkup, fortsat udbytning og frihedsberøvende bistandspolitik, før landet fik de visionære ledere, der nu gør reelle forsøg på at sikre landets økonomiske uafhængighed.

Udbredelsen af malaria er et glimrende lille vindue til den større virkelighed. Katharine Svanikiers bror Christian fortæller, hvordan inspektører i kolonitiden gik rundt for at tjekke, at man ikke havde malariamyggenes larver i rendestene og drikkevandsbeholdere.

Præsident Nkrumah var optaget af socialismens ideer om lighed, sundhed og uddannelse til alle. Men budgetterne stod ikke altid mål med visionerne, og hen ad vejen blev malariainspektørerne fyret eller overført til andet arbejde.

Katharine Svanikier får nu årligt tilbagevendende anfald af malaria, som hun ikke husker fra sin barndom. Hver dag dør af hendes medborgere af sygdommen. Medicinen steg i begyndelsen af det nye årtusinde til det tidobbelte, fordi malariaparasitterne var blevet resistente over for de gamle midler. Det koster nu samfundet over mio.

Det er så mange penge, at fokus i efteråret blev flyttet fra helbredelse til forebyggelse. Helt i overensstemmelse med Målene. Med kasketter med samme form som i kolonitiden,« griner Christian Svanikier.

Med næsten 50 års forsinkelse tog Ghana i efteråret også skridt til at sikre sig økonomisk og politisk uafhængighed ved stolt at bekendtgøre, at landet fra ikke længere vil tage udviklingslån fra Den Internationale Valutafond IMF s.

De øvrige bistandsdonorer var skeptiske. Derfor slipper Ghana ikke uden videre for indblanding i sin økonomiske politik, hvis landet fortsat vil modtage bistand. Men som politisk erklæring var præsident John Kufours melding vigtig: Ghana opfatter sig selv som på vej til at rette op på paradokset fra , hvor den tidligere slavestat endelig fik sin politiske frihed, men beholdt sine økonomiske lænker. For Katharine Svanikier gik det lige modsat.

Faderen afskar hende fra den åndelige frigørelse, der følger med uddannelse. Men da havde hendes tipoldefar —den midlertidige guvernør på slavefortet — for længst sørget for hendes økonomiske frihed. Christian Svanekiær sikrede sig i begyndelsen af tallet kontrol over kolossale landområder i Accra, der stadig er i familiens eje og regnes for langt over mio.

Sammen med sin bror Christian bestyrer Katharine Svanikier grundene, som er hele slægtens pensionsordning og sociale sikkerhedsnet. Hvert år på Katharine Svanikiers fødselsdag — juledag — mødes familien i hendes hus for at diskutere fordelingen af udbyttet fra årets salg af huse og grunde. I de gode år bliver der også penge tilovers til velgørenhed. Blandt modtagerne er Røde Kors, et psykiatrisk hospital og Osus børnehjem, der blandt andet tager sig af de uønskede børn fra Accras mange teenagegraviditeter.

Men hvordan bevarede Svanekiærs tipoldebørn kontrollen over værdier fra kolonitiden, mens den unge og i perioder socialistiske nation omkring dem sank dybere og dybere ned i fattigdom? Ved at optræde lige så diskret som Katharine Svanikier. Trods familiens kolossale formue bor hun stadig i et yderst beskedent hus i Osu. Familien har konsekvent holdt sig ude af politik, fordi det ifølge Christian Svanikier er den sikre vej til forarmelse i et land med så hyppige magtskift som Ghana: Den, der lever stille, lever godt.

For familien Svanikier har det princip sikret fremtiden. Men den, der vælger stilheden og accepten, risikerer også et langt liv som syerske, selv om man havde ambitionerne om noget helt andet. Katharine Svanikier ser vantro på mig, da jeg foreslår, at hun kunne have gjort oprør mod faderen. Ligestilling sprang en generation over. Katharine Svanikier remser navnene op på fire kvinder blandt hendes børnebørn, der endelig formåede at udnytte familiens økonomiske potentiale til at skaffe sig en uddannelse.

En sekretær, to regnskabsførere og en narkosesygeplejerske i London. Desperate mennesker lader sig ikke stoppe af hverken fysiske barrierer eller efterretningstjenester. Derfor bliver verden først et mere sikkert sted, når selv de fattigste kan se en fremtid i deres eget land.

Hegnet mellem Sydafrika , Afrikas rigeste land, og Mozambique , der er blandt klodens fattigste. Den årige Chabane forklarer, at han ikke fatter en lyd. Han så jo godt korporalen i hans camouflageuniform gennem hegnet, før han kravlede over. Men han havde fået at vide, at soldaterne var bestukket til at kigge den anden vej. Det sagde de tre mænd, der havde vist Chabane op til hegnet. Da løgnen siver ind, presser den drengens tårer frem.

Jeg bad dem om at gå først. Men det nægtede de. Og de var større end mig. Det sydafrikanske militær mistænker de selvbestaltede flygtningeguider på den anden side af hegnet for bevidst at sørge for, at flygtningene bliver arresteret.

For så er der nye forretninger forude, når flygtningene efter anholdelsen er blevet sendt tilbage til Mozambique og prøver endnu en gang. Samtidig frygter det sydafrikanske militær tilsyneladende, at nogle soldater vitterligt kunne lade sig bestikke til at lade flygtningene slippe igennem. Store plakater på vagtstationerne langs hegnet advarer om, at korruption kan koste op til ti år i fængslet. Chabane forklarer, at han er fra Guinea-Bissau i Vestafrika. Sammen med sin far rejste han gennem en halv snes afrikanske lande for at nå frem til Sydafrika, hvor han første gang ankom til Johannesburg to måneder tidligere.

Første bind Pattedyr, fugle, krybdyr, padder. Hermed har vi kortlagt det meste af den snørklede vej, der førte til Målene. Swahili tales kun i det østlige Afrika. Begge sider begik alvorlige fejltagelser,« siger Ali Mufuruk. Men som politisk erklæring var præsident John Kufours melding vigtig:

København tantra massage escort haderslev